Mød en Alfix´er – Alf fra Salg i Danmark
Beskriv kort din afdeling og jeres arbejdsopgaver
"Jeg arbejder i salgsafdelingen, som murerkonsulent med distrikt-ansvar på Sjælland og øvrige øer. Her er jeg dagligt i kontakt med mine kunder - både i form af trælaster og murere.
Jeg bor på Midtsjælland, hvor jeg har hjemmekontor, så jeg er i tæt kontakt med mine Alfix kollegaer i Kolding - ikke mindst vores tekniske afdeling."
Hvilke opgaver varetager du helt konkret?
"Dagen starter som oftest med at besvare tekniske spørgsmål på telefon.
Jeg er i tæt kontakt med murerne og kommer derfor også gerne ud på byggepladserne, hvor vi kan få en god dialog om vores produkter og systemer. Det kan også være som murermesterens sparringspartner, hvor vi sammen kan tage på besigtigelse af f.eks en facadeopgave. I samarbejde finder vi så frem til den helt rigtige løsning, som både tjener mureren og bygherren/slutkunden.
Samtidig har jeg min daglige gang i trælasterne i distriktet. Her er opgaven både at servicere medarbejderne ift. tekniske spørgsmål men også at afholde produktgennemgang og uddanne personalet i Alfix produkterne. Her afholdes der også håndværkermesser, som jeg gerne deltager i.
Det kan også være et fyraftens-arrangement for murerne, hvor de har mulighed for at komme og prøve nye Alfix produkter."
Hvornår er arbejdsdagen særlig god?
"Min arbejdsdag er særlig god, når vi har hjulpet kunden frem til den helt rigtige løsning og sammen lykkes med at få et godt resultat."